Spring til indhold

PSI – Movercado

Som et led i sundhedssektorens opstart af støtte til PSI – Population Services International, var vi ude at se hvordan deres nylige projekt movercado fungerer. Se film: http://youtu.be/6wx9YyOK94o

 

""

Vi tog ud til en af Maputos bydele, Maxaquene, hvor PSI allerede har fået startet flere samarbejder med lokale kiosker og apoteker. Inden besøget fik vi alle en kode, som vi skulle sende i en gratis sms til PSI’s lokale nummer. På vejen til Maxaquene fik vi en besked tilbage, som spurgte hvordan vores besøg gik, og ved at svare på denne fik vi en ny sms med en kode, som vi kunne bruge i en af butikkerne i Maxaquene. Ved ankomst til den første butik hvor vi så det hvid-grønne skilt med ”troca-AKI” – byt her – indgav jeg min kode til ekspedienten. Ekspedienten validerede koden ved at sende en besked fra hendes egen mobil til PSI, hvorefter PSI svarede, og jeg fik udleveret en pakke kondomer af mærket Jeito.

""

Den primære idé med movercado er, at det ikke hjælper noget at dele en masse gratis f.eks. kondomer og vandbehandling ud, da det ikke styrker distributionen og det daglige udbud, hvormed produkterne forbliver dyre, når de ikke er gratis.
I stedet kan man gennem PSI få vouchers som aktiveres og verificeres gennem mobilen. Herved styrkes lokale butikker og entreprenører, samtidig med at produkternes tilgængelighed øges. Dette resulterer i at distributionen øges og priserne med tiden falder til et overkommeligt niveau. På længere sigt skabes der samtidig en norm hos familierne for at have og bruge disse produkter, hvormed produkterne bliver en del af deres dagligdags prioriteter.

En anden del af projektet er den selve kontakten mellem PSI og deres klientel. Man kan ikke få en voucher uden at være i kontakt med en af PSI’s aktivister. Dette kan ske i forbindelse med graviditet og besøg på en klinik, eller fordi der kører en kampagne i området.
1. Den ansatte fortæller om produktet og anden vigtig information, som relaterer sig til produktet og klientens hverdag, alt efter om det handler om kondomer, myggenet, rent vand m.m.
2. I slutningen af samtalen uddeles en voucher, som ved en kode kan veksles for et gratis produkt, alt efter fokus for den tidligere samtale.
3. Efter at have sendt en sms med koden modtages en svartekst fra PSI, f.eks.: Obrigado por participaste neste encontro de saude. Gostaste do encontro? (Tak for at du deltog i dette sundhedsmøde. Var mødet godt?)
4. Ved at svare på beskeden får PSI kvalitativ feedback på deres aktivisters arbejde, og bagefter sender de endnu en SMS: Vai a um posto ”troca-AKI”, aprensenta este codigo xxxxxx E recebe um pacote de J1 para te protegeres do HIV e gravidez indesejada. (Gå til et sted med ”troca-AKI ”, vis denne kode xxxxxx og få udleveret en pakke J1 – kondomer  –  for at beskytte dig mod HIV og uønsket graviditet.)

Udover at få et gratis produkt, har PSI fået kontakt til mig, og jeg til dem.
Jeg kan til hver en tid skrive og spørge om mere – enten praktiske spørgsmål eller ønsker om flere produkter. F.eks. i tilfældet for kondomer, kan man sende en besked ”sos”, hvormed PSI sender en ny kode, som kan byttes til en pakke kondomer i den nærmeste butik, på den lokale bar e.lign.
PSI kan modsat også kontakte deres klientel. F.eks. en kvinde, som har fået en voucher til et myggenet, da hun var til et graviditets tjek i 3. måned. 6 måneder efter vil hun automatisk få en besked, som vil huske hende på at hun skal give brystmælk og sende en kode til f.eks. certeza (vandbehandling) eller andet, som vil hjælpe hende og hendes barn.
På den måde sikre PSI sig at informationen kommer når den er relevant, og dermed bedre bliver husket.

Lønsystemet for aktivisterne er bygget sådan op, at de får løn overført via mobilen. Lønnen bliver bestemt kvantitativt pr. antal kontakter, og kvalitativt af procentdelen af positiv/negativ feedback. Systemet er bygget sådan op, at aktivisterne er freelancere, hvormed PSI kan have mange flere aktivister før det bliver en administrativ belastning for organisationen.

PSI er en NGO, og tjener ikke på salg af deres produkter. Når produkterne ikke er gratis følger de en rentabel markedspris. Ideen med PSI er at skabe et marked for de produkter, som beskytter familier mod sygdomme og øger deres sundhed.
DANIDA i Mozambique støtter PSI, da vi har erfaret at de er nogle af de bedste til at skabe adfærdsændring og nye normer, som styrker sundhedssektoren i kampen mod kronisk underernæring, høj barsels og børnedødelighed, HIV/AIDS, Malaria m.m.

Kontakt Ambassadens bistandsafdeling

Tlf. + 258 2148 0000
Fax + 258 2148 0010
E-mail: mpmamb@um.dk