Spring til indhold

Økonomi

Cashew fabrik

Den økonomiske situation

På trods af de vidtrækkende økonomiske, sociale og menneskelige tab som Mozam-bique led under borgerkrigen, opnåedes hurtigt betydelige resultater i form af en gennemsnitlig realvækst på omkring 8 % p.a. siden 1993, makroøkonomisk stabilitet, og fremskridt i befolkningens adgang til uddannelse og sundhed. Mozambique er sluppet relativt uskadt igennem finanskrisen og havde en vækst på 6,5 % i 2010. Væksten forventes at være på gennemsnitligt 7,8 % de kommende år. Desuagtet den økonomiske fremgang og relative politiske stabilitet er Mozambique fortsat et af verdens fattigste lande og tilhører med et gennemsnitligt BNI pr. indbygger på USD 440 i 2009 gruppen af mindst udviklede lande.

Fra 1996 til 2002 formåede Mozambique at kombinere den imponerende økonomiske vækst med en markant reduktion af fattigdommen. Andelen af fattige faldt fra 69 % til 54 %, hvilket har været med til at give Mozambique sit image som en udviklings-”succeshistorie”. Den seneste fattigdomsundersøgelse fra 2010 sår imidlertid tvivl om dette billede, idet den viser at 54 % af mozambiquerne stadig var fattige i 2009, om end der er sket mærkbare forbedringer på flere ikke-monetære indikatorer. Det vil altså sige at de sidste års pæne økonomiske vækst er sket uden fattigdoms-reduktion. Dette er blevet noteret med bekymring hos både bilaterale donorer, IMF og Verdensbanken, og det opfattes som en af de vigtigste udfordringer i Mozambique at gøre væksten mere inkluderende.

Høje priser på fødevarer og brændstof fik i september 2010 folk til at demonstrere i Maputo. Som et svar herpå introducerede regeringen subsidier til hvedemel og brændstof samt sænkede priserne på el og vand. Især brændstofsubsidiet endte dog med at blive en betydelig belastning, så nye tiltag, der er mere direkte rettet mod de fattige var under implementering i sommeren 2011.

Benzintank

Der har været stor opmærksomhed omkring formuleringen af en ny fattigdomsstrategi der skal gælde for 2011-2014 og som blev vedtaget i maj 2011. Strategiens hovedmål er at sænke andelen af fattige fra 54 % i 2009 til 42 % i 2014. Strategien er baseret på tre søjler – landbrug, beskæftigelse og human/social udvikling med to støttesøjler, god regeringsførelse og makroøkonomisk stabilitet. På landbrugsområd-et tilsigter strategien at øge brugen af inputs som gødning og øge adgangen til markeder samt fremme et bæredygtigt forbrug af natur og naturressourcer. For at fremme beskæftigelsen satses der på at forbedre erhvervsmiljøet, fremme arbejds-kraftintensiv industri og sørge for at arbejdsstyrken uddannes på en måde, der svar-er til erhvervslivets behov. På det sociale område ønsker man at fremme lighed i adgangen til sundheds- og sociale ydelser, forstærke og udvide landets sociale sikkerhedsnet og forbedre den sociale infrastruktur som sanitet og offentlig trans-port.

Strukturen i den mozambiquiske økonomi - der i 1990’erne var domineret af landbrug og serviceerhvervene i højere grad end det tilsvarende gennemsnit for det sydlige Afrika - har forandret sig i takt med, at der i de senere år er foretaget store uden-landske investeringer i minedrift, aluminiumsfremstilling og energisektoren. Land-brugets andel af BNP er fortsat høj med 28,8 % i 2010, mens industrien er vokset fra 7,8 % i 1996 til 26 % i 2010. De såkaldte megaprojekter spiller en stor rolle i Mozam-biques økonomi. Der er tale om kapitalintensive foretagender som tiltrækker meget udenlandsk kapital – aluminiumsværket Mozal, det enorme vandkraftværk Cahora Bassa og kulminerne ved Tete for eksempel. Megaprojekterne benytter relativt lidt lokal arbejdskraft og er på denne måde en del af historien om økonomisk vækst, der ikke skaber beskæftigelse eller fattigdomsreduktion.

Dæmning i det nordlige Mozambique

Mozambiques succes med opnåelse af makroøkonomisk stabilitet og iværksættelse af dels fattigdomsbekæmpende tiltag dels implementeringen af centrale reformer har ført til voksende international bistand, der i 2009 udgjorde et beløb på 1,8 milliarder USD, svarende til ca. 50 % af statsbudgettet. Det er regeringens målsætning gradvist at reducere donorafhængigheden gennem bl.a. en forøgelse af skatteindtægterne. I lyset heraf er der gennemført en omfattende skattereform, der har medvirket til, at skatteindtægterne er øget fra 12,6 % af BNP i 2004 til 18,1 % i 2009.

Uafhængig af hvilken målestok der anvendes, er Mozambique fortsat et af de mest bistandsafhængige lande i verden. I perioder med naturkatastrofer og hungersnød, f.eks. i forbindelse med de voldsomme oversvømmelser i 2000 og 2001, har landet endvidere modtaget nødhjælp. Belært heraf har regeringen allokeret betydelige res-sourcer til opbygningen af et nationalt kriseberedskab, hvilket var årsagen til, at Mozambique ikke fandt det fornødent at deltage i FN’s appel i forbindelse med fødevarekriserne i det sydlige Afrika i 2002 og kun har anmodet om begrænset hjælp i forbindelse med oversvømmelserne i februar 2007. I januar 2008 støttede Danmark ofrene for de oversvømmelser, der tog deres begyndelse i slutningen af 2007, med 10 millioner kroner.

Samhandlen med udlandet er stigende, hvilket primært kan tilskrives de betydelige udenlandske investeringer, der er gennemført i de seneste år. Både eksporten og importen faldt kraftigt mellem 2008 og 2009 som følge af finanskrisen, men var i 2010 næsten tilbage på deres toppunkt igen. Eksporten var i 2010 godt USD 2,2 milliard mens importen var godt USD 3,2 milliard – for begge tal er der tale om mere end en tredobling siden 2005.

I 2010 udgjorde megaprojekter fortsat næsten 75 % af eksporten. På importsiden udgør megaprojekter kun 28 % af den samlede import. Megaprojekterne bidrager på denne måde til betalingsbalancen, da de eksporterer for langt mere end de impor-terer. Mozambique har et stort underskud på betalingsbalancen - fraregner man megaprojekterne, importerede Mozambique i 2010 mere end tre gange så meget som man eksporterede. Samhandlen med Kina er siden 2001 steget med 600 % og udgør ca. USD 200 mio. om året.

AIDS sløjfer malet på bro

HIV/AIDS er fortsat et stort problem. En stor national undersøgelse fra 2009 fandt at 11,5 % af alle voksne mozambiquere havde AIDS – det reelle tal er formentlig højere. Det nationale tal dækker dog over store regionale variationer, med Gaza-provinsen som den hårdest ramte med over 25 % smittede. Byerne er også generelt hårdere ramt end de landlige områder og kvinder er hårdere ramt end mænd. I erkendelse af udviklingens alvor, satte præsident Guebuza sig i 2006 i spidsen for en omfattende anti-AIDS-kampagne der mundede ud i udarbejdelsen af en national strategi.