Spring til indhold

Politik

Maputo

Den indenrigspolitiske situation

Mozambique opnåede selvstændighed fra Portugal i 1975. Perioden fra begyndelsen af 80’erne og godt ti år frem var præget af en brutal borgerkrig. Med indgåelse af fredsaftalen i 1992 blev der skabt grundlag for en ny og fredelig udvikling. Rege-ringspartiet Frelimo og præsident Joaquim Chissano vandt ved de to efterfølgende parlaments- og præsidentvalg i 1994 og 1999 over oppositionspartiet Renamo og dets leder Afonso Dhlakama. I december 2004 vandt Frelimos præsidentkandidat, Armando Guebuza, med knapt 64 % af stemmerne over Renamos kandidat, Afonso Dhlakama. Udfaldet af parlamentsvalget blev ligeledes en sejr for Frelimo med 62 % mod Renamos knap 30 %.

I oktober 2009 vandt Guebuza og Frelimo igen hhv. præsident og parlamentsvalg men denne gang mere overbevisende med omkring ¾ af stemmerne i begge tilfælde. Samtidig blev et nystiftet parti, MDM, hovedsagligt bestående af udbrydere fra Renamo, valgt ind i parlamentet med 8 pladser ud af 250. (Frelimo 191 og Renamo 51). Ved valgene i 2009 blev der desuden for første gang valgt medlemmer til nye provinsråd. Også her vandt Frelimo overbevisende med flertal i alle 11 provinser. Valgdeltagelsen var som ved tidligere valg lav – 44 % – hvilket dog er en fremgang i forhold til 2004 (36 %). Valget forløb fredeligt, men der konstateredes en række ure-gelmæssigheder, der, omend der ikke stilles spørgsmål ved regeringens legitimitet, gav anledning til stærk international kritik. Næste valg til præsidentpost og parlament vil finde sted i 2014.

Statsmagtens deling er kun en gryende realitet som følge af bl.a. Frelimos lange ubrudte regeringsmagt. Generelt er den offentlige forvaltning hæmmet af manglende ledelses- og planlægningskapacitet som følge af det uddannelsesmæssige vakuum, som den tidligere kolonimagt efterlod ved uafhængigheden. De juridiske strukturer er svage, og vurderes som følge af manglende retssikkerhed at være en hindring for den økonomiske og sociale udvikling, ligesom korruption er et alvorligt problem. Situationen har ført til, at det internationale samfund har stillet krav til forbedringer på de nævnte områder, dersom bistanden skal kunne opretholdes på det nuværende niveau. En reform af retsvæsnet er da også iværksat med bl.a. dansk støtte, men processen forløber langsomt. Parlamentet vedtog ultimo 2003 en antikorruptionslov, og en styrket antikorruptionsenhed blev etableret i 2006 under statsanklagerens kontor. Der har været ført enkelte højtprofilerede sager, herunder mod tidligere regeringsmedlemmer og i januar 2010 blev en tidligere minister idømt en fængsels-straf på 22 år. Dommens eksekvering afventer dog resultatet af en appelsag, som kan trække ud i årevis.

Regeringen har udvist vilje til at overholde de grundlæggende frihedsrettigheder, som blev sikret med forfatningen i 1990. Den generelle langsommelige og ineffektive sagsbehandling, der kendetegner det overbebyrdede retssystem og fængselsvæsen, fører dog til jævnlige krænkelser af menneskerettigheder i form af bl.a. lange og uretmæssige varetægtsfængslinger samt overfyldte fængsler.