Spring til indhold

Gode råd på rejsen

Ambassadens rejse råd opdateres løbende med relevant information om sikkerhed og almindelige rejseanbefalinger.

Sprog

Det officielle sprog i Mozambique er portugisisk, og engelsk er meget lidt udbredt. Udenfor de større byer og turistdestinationer taler befolkningen primært portugisisk og lokale sprog.

 Det centrale marked i Maputo

Sikkerhedsforhold

Tyverier og røverier forekommer, og disse er hovedsagelig rettet mod udlændinge, så det er en god idé at lade smykker og værdigenstande blive hjemme. Færdsel til fods efter mørkets frembrud kan ikke anbefales. Røveri af biler er et problem, især ved kørsel i nye, dyre biler.

Demonstrationer forekommer lejlighedsvis, og disse kan blive voldelige. Undgå i det hele taget større forsamlinger.

Overfald bør meddeles til politiet, og ambassaden imødeser gerne en kortfattet indberetning herom. I Maputo er følgende politistation specielt beregnet til udlæn-dinge:

The Diplomatic Police
Avenida Kim Il Sung, No. 930
Maputo
Tlf.: 21485093 (24-timers service)

Det er påkrævet at have originale identitetspapirer (pas eller ID kort, kørekort m.v.) på sig, og politiet foretager jævnlige tjek. 

Sikkerhedssituationen

I provinserne Manica, Sofala, Zambezia og Niassa er der forekommet sporadiske væbnede sammenstød mellem enheder som menes at være fra den armerede fløj af oppositionspartiet RENAMO, og sikkerhedsstyrkerne i landet. Angreb på civile køretøjer har ligeledes fundet sted på strækningerne EN1 (Manica) og EN7 (Vanduzi).

Siden februar 2016 er der etableret militærkonvojer på følgende strækninger:

  • EN1 mellem Rio Save-Nhamapandza-Caia
  • EN6 mellem Beira og grænsen til Zimbabwe
  • EN7 mellem Vanduzi og Tete

Andre konfliktområder er Morrumbala og Zambézia-provinsen, samt områderne der grænser op til distrikterne Moatize, og Tsangano i Tete-provinsen.

Danmark har ikke en rejsevejledning til Mozambique, men du kan finde links til andre landes rejsevejledning på udenrigsministeriets hjemmeside her: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/andre-landes-rejsevejledninger/

 

Valutaforhold

Ved indrejse i Mozambique skal kontante beløb over USD 5.000 deklareres. Ved udrejse må højst udføres USD 5.000 eller tilsvarende beløb af den lokale valuta Meticais (MZN). Der skal medbringes godkendelse fra Banco de Moçambique, såfremt der udføres MZN.

Det anbefales at medbringe kontanter i form af US dollars eller Sydafrikanske rand og derefter veksle lokalt til metacais. Mange vekslesteder veksler også Euro. Kreditkort kan efterhånden anvendes mange steder som på hoteller, restauranter og i større butikker. Derudover findes der hæveautomater i alle større byer. Visa og MasterCard er mest anvendt.

I august 2016 er valutakursen 100 MZN = 9,5 DKK. Omveksling af valuta kan ske i vekselkontorer, i banker og i pengeautomater samt visse butikker og supermarkeder. Åbningstider for vekselkontorer er oftest 8.30-12.00 samt 14.30-17.00, lørdag åbent til kl. 12.00. Banker 8.30-15.00, lørdag lukket. MZN kan tilbageveksles til USD på de officielle vekselkontorer og i banker.

 Trafik i Mozambique

Kørsel

Mozambique har – som hele det sydlige Afrika – venstrekørsel. Kør forsigtigt, da trafikuheld er hyppigt forekommende, og trafikregler meget ofte ignoreres.

Ansvarsforsikring er påkrævet og kan tegnes ved indrejsen. Man kan med fordel medbringe et internationalt kørekort, trods det at Mozambique ikke har tiltrådt denne aftale officielt. Det kan anbefales at have alle bilpapirer inkl. kørekort i orden, da Mozambikansk politi ofte udfører kontroltjek langs de mest trafikerede veje, både i byer og på landeveje.

Offentlig transport foregår som regel i overfyldte minivans. Kørsel om natten udenfor de større byer kan ikke anbefales.

Vejnettet i Mozambique forbedres hele tiden, og hovedvejene hhv. mod nord og syd er udmærkede veje og stiller ingen specielle krav til bilen. Hvis man ønsker at bevæge sig på de mange jord- og sandveje, er det ofte nødvendigt at køre i en 4-hjulstrukken bil. Der er stadig mange landminer i Mozambique, hvorfor stor forsigtighed må udvises ved kørsel udenfor hovedvejene, og oplysning må indhentes fra lokalbefolkningen, om et område er sikkert eller ej. I regntiden kan det forekomme, at veje må lukke pga. oversvømmelser, og nogle områder bliver dermed helt afspærret.

Strømstyrke

Strømstyrken er 220 volt, dog svinger styrken. Strømafbrydelser kan forekomme. Danske stik kan normalt anvendes.

Tidsforskel

Under den europæiske sommertid er der ingen tidsforskel. Til gengæld er der 1 times tidsforskel i forhold til Danmark under den europæiske vintertid. Dvs. at når klokken er 12.00 i DK i løbet af vinterperioden, er den 13.00 i Mozambique.

Telefonering

Områdenummeret for Mozambique er +258. Ved opkald fra Danmark til ambassaden drejes således 00 258 21480000. Ved opkald til Danmark fra Mozambique drejes 00 45 + nummer. For meget små penge kan man erhverve sig et sim-kort. Gadesælgere, der sælger taletidskort, ses overalt i hovedstaden samt på tankstationer og busholdepladser, og bærer gule veste med mærket Mcel på. Et sim-kort bør efter-følgende registreres hos det udbydende selskab.

 Børn på gammel båd

Fotografering

Fotografering af lokalbefolkningen bør ske med et vist hensyn. Man kan altid henvende sig og spørge om lov, hvorefter der muligvis kan blive tale om en lille betaling. Det er forbudt at fotografere offentlige bygninger, herunder lufthavne, offentlige køretøjer samt politibetjente og militærfolk. Dette forbud skal respekteres, da brud herpå tages meget alvorligt af mozambikanske lokale myndigheder.

Ambassaden

Det anbefales, at du registrer dig på ambassadens elektroniske danskerliste. Du kan finde link til registrering på danskerlisten og kontaktdetaljer for ambassaden på denne side.  

Kontakt Ambassaden i Maputo

Av. Julius Nyerere no. 1162
P.O. Box  4588, Maputo
Tlf.: +258 2148 0000
Fax: +258 2148 0010
E-mail: mpmamb@um.dk

 

Uden for åbningstiden vil du automatisk blive stillet

om til Udenrigsministeriets Borgerservice